Gistrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Narkopåvirket bilist standset to gange
Natten til tirsdag kl. 0234 blev der standset et køretøj på Ringvejen i Hjørring. Da patruljen kontaktede føreren fik de mistanke om, at han var påvirket. En narkotest på stedet gav udslag for cannabis (hash), log føreren blev anholdt. På sygehuset i Hjørring blev der udtaget en blodprøve og han blev løsladt. En time og 20 minutter efter blev selvsamme fører nu igen spottet. Denne gang i krydset Parallelvej – Bispensgade i Hjørring. Han blev endnu engang standset, og ikke overraskende viste en narkotest endnu engang, at han havde cannabis i blodet. Han blev anholdt på ny og der blev igen udtaget en blodprøve. Føreren kan nu se frem til et retsligt efterspil.
Kørsel i frakendelsestiden
Mandag eftermiddag kl. 1738 bemærkede en patrulje person på en knallert. Han kørte på Svanelundsvej i Hjørring. Patruljen besluttede sig for at foretage en rutinemæssig kontrol af knallerten og føreren. Føreren var frakendt førerretten i tre år gældende fra den 7. maj i år. Der bliver nu udstedt en bøde til føreren af knallerten.
Spirituskørsel
Mandag aften standsede politiet en knallert på Kastetvej. Føreren var påvirket af spiritus og kunne ikke lovligt køre på knallerten, da han ikke havde kørekort til den. Han blev anholdt og der blev udtaget en blodprøve, der skal vise den præcise promille.
Indbrud i villa
I perioden mellem mandag kl. 1100 og 1835 blev der lavet indbrud i en villa på Dybbroparken i
Gistrup. Gerningsmanden havde vredet cylinderen ud i fordøren og derigennem skaffet sig adgang til huset. Hele huset var gennemrodet, og der fra stedet blev der stjålet dyre tasker, computere. Det er endnu ikke opgjort, hvad der ellers er blevet stjålet ved indbruddet.