Gistrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Aalborg – potteplantetyv på spil
Natten til onsdag var der indbrud i en lejlighed i Suensonsgade. Indbrudstyven var kommet ind via et køkkenvindue og havde taget en iPhone, en pung samt en potteplante.
Der er udtaget spor fra stedet, men Nordjyllands Politi opfordrer til at man henvender sig på telefon 114, hvis man har bemærket en person gå rundt med en potteplante i Vestbyen mellem klokken 2 og 3, natten til onsdag.
Gistrup – indbrud i lade
På Nøvlingvej ved Gistrup har der natten til fredag været indbrud i en lade. Her er forskelligt elektrisk værktøj af mærkerne Bosch, Dewalt og Black & Decker blevet stjålet, ligesom en kabeltromle og en mængde lakridssodavand er væk.
Hou – indbrud i fritidshus
På Søndergade i Hou har der, på et tidspunkt mellem onsdag den 22. juni og onsdag den 29. juni, været indbrud i et fritidshus i Hou. Ukendte gerningspersoner har stjålet tv, dyner, puder, vaser, kaffemaskine, en umonteret emhætte, cafébord mv.
Der blev sendt patruljehunde til stedet, og der er udtaget spor, men har du tip i sagen, hører Nordjyllands Politi gerne fra dig på telefon 114.
Aalborg – gps afslørede tyven
En kvinde sad på en bænk på Nytorv i Aalborg, da hun fik stjålet sin pung. Hun havde ingen mistanke om, hvem eller hvordan den var blevet taget, men en GPS-tracker afslørede, hvor den befandt sig. En patrulje kørte til adressen og fik pungen retur; en person er sigtet i sagen.
Brovst – indbrud i kirkens værksted
En minilæsser er blevet stjålet fra værkstedet ved Brovst Kirke på et tidspunkt mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen. Ukendte gerningspersoner har klippet en hængelås over til redskabsskuret og skaffet sig adgang. Der er tale om en Staldkat 520+ Tele minilæser.