Ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi arbejder vi målrettet med at øge vores eksterne funding, og vi søger derfor en projektadministrator fra 1. februar 2026 eller snarest herefter.
Stillingen er forankret i økonomiteamet, som består af 13 engagerede kolleger, der varetager instituttets økonomistyring og administration af eksternt finansierede fundingprojekter.
Der er tale om en 37 timers stilling.
Stillingsbeskrivelse:
Som projektadministrator skal du sammen med kollegerne i økonomiteamet sikre, at økonomien i vores eksternt finansierede projekter bliver administreret effektivt i tæt samarbejde med instituttets videnskabelige medarbejdere og øvrige administrative medarbejdere.
Du får ansvar for din egen projektportefølje bestående af eksternt finansierede projekter, men også mindre driftsprojekter. Opgaven omfatter selvstændig varetagelse af den løbende økonomistyring, herunder budgettering, økonomisk opfølgning og controlling, rapportering samt regnskabsaflæggelse.
Stillingen indebærer desuden at understøtte instituttets forskere i hjemtag af eksterne bevillinger. Du skal gennemgå og analysere opslag (calls) for eksterne midler, sikre at alle relevante krav, oplysninger og betingelser er identificeret og indarbejdet, samt yde rådgivning i ansøgningsprocessen. Derudover omfatter stillingen en række overordnede opgaver inden for understøttelse af instituttets interne økonomi, herunder økonomisk budgettering og opfølgning.
Stillingen indebærer desuden bidrag til tværgående økonomiopgaver på tværs af projekter, teams og organisatoriske enheder i samarbejde med relevante interne og eksterne aktører.
Samtidig kan du få ansvar for en eller flere fælles teamopgaver inden for f.eks. rapportering, procesoptimering eller udvikling. Du bliver en del af et fagligt fællesskab, hvor videndeling prioriteres, og hvor du modtager grundig oplæring samt løbende sparring og støtte fra dine kolleger.
Dine hovedopgaver bliver:
- Forestå den daglige økonomistyring af egen projektportefølje samt bidrage til understøttelse af instituttets interne driftsøkonomi
- Navigere sikkert inden for interne og eksterne rammer for danske og udenlandske bevillingskontrakter
- Rådgive om samt udarbejde budgetter til fondsansøgninger
- Udarbejde relevant ledelsesinformation og økonomisk opfølgning for din egen projektportefølje
Vi søger en profil med:
- Relevant uddannelse inden for økonomi, gerne på kandidatniveau, eller tilsvarende erfaring
- Praktisk erfaring med økonomistyring og regnskabsaflæggelse samt solidt kendskab til Excel
- Godt humør, gode samarbejdsevner og evne til at skabe tillid, da vi værdsætter et godt arbejdsmiljø
- Evne til at arbejde både selvstændigt og som teamplayer og til at overholde deadlines
- Gode kommunikationsevner på både dansk og engelsk og evne til at agere professionelt på tværs af organisationen
Vi tilbyder et attraktivt arbejdsmiljø i vores nye flotte SUND-bygning, ligesom vi tilbyder flextidsordning og mulighed for hjemmearbejde. Du vil ligeledes sætte pris på god og erfaren sparring fra dine kompetente teamkolleger. Vi glæder os til at byde dig velkommen!
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen
- CV
- Eksamensbevis
- Evt. relevante bilag
Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.
Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.
Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktpersoner nederst i opslaget.
Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.
Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aalborg Universitet, Selma Lagerløfs Vej, 9260 Gistrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/64a72f9e-617b-42c8-9050-97b10ee9801b