“Jeg har før fået at vide: ‘du skal nok få det bedre”’– og tænkt: ‘Hvad ved I om det?’’ Men når jeg møder én, der selv har været der, og som faktisk har fået det bedre, så tror jeg på det på en helt anden måde.”
Kan du genkende den oplevelse? Og er du under 30 år og vil bruge din egen levede erfaring med psykisk sygdom til at støtte andre i lignende situationer?
Så er det måske dig, vi søger som unge-peermedarbejder i forskningsprojektet Bedst for Os. Her bliver dine egne erfaringer som tidligere patient selve fundamentet for dit arbejde. Som peermedarbejder yder du peerstøtte gennem ligeværdige relationer, hvor du møder de unge som én, der selv har stået et lignende sted.
Bedst for Os
Bedst for Os er et missionsdrevet, 5-årigt forskningsprojekt finansieret af Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond. Projektet består af syv sammenhængende arbejdspakker og har til formål at sikre hurtigere, bedre og mere sammenhængende hjælp til børn og unge med behandlingskrævende psykisk mistrivsel og psykiske lidelser.
Stillingen er forankret i den tværsektorielle arbejdspakke (arbejdspakke 2), hvor vi udvikler og implementerer Familiens Team – en netværksbaseret organisering, der styrker samarbejdet mellem børn, unge, familier, psykiatri, kommune, almen praksis og civilsamfund.
I Familiens Team er målet er at skabe større sammenhæng, mere medbestemmelse og en tydelig fælles retning. Fagpersoner arbejder med – ikke om – unge og familien, og beslutninger træffes i fællesskab på en fleksibel, gennemsigtig og ligeværdig måde.
Peerstøtte er et fast element i Familiens Team og tilbydes unge over 15 år og deres forældre. Her spiller du som peermedarbejder en vigtig rolle i at styrke håb, relationer og den enkeltes mulighed for at finde sin egen vej i recovery-processen. Du kan læse mere om Familiens Team her.
Din rolle og hverdag
Som peermedarbejder er du en central del af Familiens Team. Vi vil elske at få en ansøgning fra dig, hvis du:
har erfaring som patient i børne- og ungdomspsykiatrien og er et sted i din egen recoveryproces, hvor du er så langt, at du kan omsætte dine erfaringer til støtte for andre
trives i relationsarbejde og har mod på at være opsøgende, nærværende og proaktiv i kontakten med unge og familier
kan skabe håb og tryghed gennem ligeværdige relationer og være en person, andre kan spejle sig i
har blik for den unges egne ressourcer, ønsker og muligheder – også når livet er svært
kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå som en aktiv del af et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
er nysgerrig på at udvikle peerfagligheden i samarbejde med både kolleger, unge, familier og projektet som helhed
har lyst til at bidrage til både individuelle samtaler, gruppeforløb og udviklingen af nye recoveryorienterede indsatser
Din hverdag og daglige gang vil være i Ambulatorie for Ungdomspsykiatri, Aalborg Universitetshospital. Nogle dage vil du møde ind i Center for Recovery og Samskabelse, der ligger i Psykiatriens Hus i centrum af Aalborg. Cirka en gang i måneden vil din arbejdsdag være i distriktspsykiatrien i henholdsvis Hjørring, Mariagerfjord og Thisted kommune, hvor du afholder samtaler.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
Afholde individuelle samtaler med unge mellem 15 og 17 år og eventuelt deres pårørende
Være med til at facilitere recovery grupper for unge og pårørende
Bidrage til udviklingen af forskningsbaseret viden om peerstøtte i den regionale psykiatri
Bygge bro til civilsamfundet f.eks. gennem samarbejde med pårørendevejledere
Opgaverne som peermedarbejder kan udvikles løbende, da formatet for peerstøtte i Familiens Team kan ændres, hvis noget viser sig at fungere særligt godt eller mindre godt. Her vil du have en særlig viden og erfaring, der bliver vigtig i udviklings- og forskningsarbejdet.
Vi tilbyder
at blive en del af Bedst for Os – et ambitiøst projekt, hvor du er med til at udvikle fremtidens hjælp til børn, unge og familier i psykisk mistrivsel
mulighed for at bidrage til ny viden om, hvordan peerstøtte kan implementeres og forankres i børne- og ungdomspsykiatrien på en meningsfuld og bæredygtig måde
øget viden om recovery og peerstøtte gennem peeruddannelsen, som indgår som en del af din ansættelse og styrker dit faglige fundament som peermedarbejder
et tæt samarbejde med børn, unge, forældre og fagprofessionelle på tværs af psykiatri, kommune og civilsamfund, hvor din erfaring og stemme bliver en vigtig del af indsatsen
løbende faglig sparring og støtte fra peermentor samt mulighed for refleksion over rollen som peermedarbejder i en kompleks og meningsfuld praksis
en hverdag med stor grad af medindflydelse, hvor du er med til at forme både din egen rolle og udviklingen af peerstøtte i Familiens Team
Et godt arbejdsmiljø med højt til loftet
Når du beskriver din profil
Det er en forudsætning for at søge stillingen, at du er under 30 år, og har erfaring som patient i børne- og ungdomspsykiatrien. Når vi modtager din ansøgning, glæder vi os særligt til at læse om:
Hvordan ser du peerrollen som betydningsfuld for patienter i en svær situation?
Hvilke styrker du bringer ind i mødet med andre – og hvad er du særligt opmærksom på hos dig selv?
Hvilke vendepunkter har du oplevet i din egen recoveryproces, og hvordan kan du bruge det i arbejdet som peermedarbejder?
Rammerne
Ansættelsessted: Aalborg Universitetshospital, Psykiatrien
Arbejdsforhold: Arbejdstiden ligger i tidsrummet kl. 8.00–16.00.
Ledelsesreference: Malene Østergaard Terp, leder af Center for Recovery og Samskabelse
Projektreference: Rikke Kirstine Kristensen, projektleder i Familiens Team
Peermentor: Louise Steen, konsulent for peerområdet, Center for Recovery og Samskabelse
Løn og ansættelsesvilkår: Stillingen er på mellem 15-20 timer om ugen. Du vil blive aflønnet efter FOAs gældende overenskomst for peermedarbejdere. Stillingen er tidsbegrænset til to år.
Det praktiske
Ansøgningsfrist: 29. maj 2026
Samtaler: 10. juni mellem kl. 8-16
Ansættelse 1. august 2026- 31. juli 2028
Kørekort: Påkrævet
Røgfri arbejdstid i Region Nordjylland
Har du spørgsmål til peerfunktionen er du velkommen til at kontakte Louise Steen på 22 10 94 75.
Har du spørgsmål til ansættelsen er du velkommen til at kontakte Centerleder Malene Terp på telefon 40 12 83 33.
Vi indhenter referencer på den kandidat, vi ønsker at ansætte. Hvis det er relevant for stillingen, indhentes også straffe- og børneattest.
Uddannelse af studerende og elever er en del af psykiatriens kerneopgave, og alle medarbejdere bidrager hertil.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Psykiatrihuset, Hospitalsbyen, Hospitalsbyen, 9260 Gistrup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 29-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/c659a5f1-521f-4bcc-b916-397694657ae5